SPIL BOLD MAND
Fodbold med fællesskab i fokus
I Vordingborg mødes 24 modne mænd hver onsdag og spiller fodbold. Det lyder måske ikke usædvanligt, men på holdet ’Spil Bold Mand’ har alle spillerne det tilfælles, at de lever med eller er i risiko for at få en kronisk sygdom.
”Fodbolden kan noget særligt. Det får drengene frem i os igen. Når bolden ruller, så er vi som børn og giver den gas på banen. Og ud over at det får pulsen op og giver sved på panden, så træner vi balancen og reaktionsevnen, når vi spiller fodbold. Det gør man ikke på samme måde, hvis man bare går en tur,” siger Jens O. Jensen, der er tovholder på initiativet og som også selv spiller på holdet.
Spil Bold Mand blev etableret for ti år siden gennem et projektsamarbejde mellem DBU, Vordingborg I.F. og Vordingborg Kommune og udsprang bl.a. af den grundige forskning, som dokumenterede gevinsten ved at spille fodbold for at bekæmpe forskellige kroniske sygdomme.
Med en donation fra Lars Larsens JYSK Fond, har Spil Bold Mand fået mulighed for at anskaffe spillertøj til hele holdet.
”Vi er meget glade for støtten fra Lars Larsens JYSK Fond. Det er første gang, vi alle får et komplet sæt, som både skal bruges til træning og stævner. Vi bruger det også, når vi er ude og repræsentere Spil Bold Mand til forskellige arrangementer med vores lokale sundhedscenter og kommunen, f.eks. vores seniorfolkemøde, hvor vi fortæller om holdet og det vi kan tilbyde,” siger Jens O. Jensen.
Fællesskab fylder mere end sygdom
Selvom motionen selvfølgelig er vigtig, særligt når man lever med en kronisk sygdom, er det i lige så høj grad fællesskabet, der er i fokus på Spil Bold Mand-holdet. Her har spillerne mulighed for at møde og være sammen med andre, der lever med en diagnose, uden at sygdommene nødvendigvis fylder ret meget.
”Hvis jeg skal sætte procenter på, så udgør fællesskabet mindst 50 procent af det, der trækker. Der er godt fremmøde til træningen og stor opbakning til de sociale arrangementer, vi har ved siden af, som julefrokost og sommerarrangement. Nogle af vores medlemmer er jo også enlige, og for dem betyder det meget at møde op og være sammen med andre. Sygdommene fylder faktisk meget lidt. Men vi taler selvfølgelig om det og deler med hinanden. Det er der altid plads til,” siger Jens O. Jensen.
Holdet træner hele året rundt og træningen er for alle; både de tidligere fodboldspillere og de helt uøvede, der primært har erfaringen med fra sidelinjen. Ud over den ugentlige træning med efterfølgende kaffe i tredje halvleg, arrangerer holdet selv fodboldstævner, hvor de møder andre klubber på samme niveau.
Om Spil Bold Mand:
- Etableret i 2014 i et samarbejde mellem Vordingborg I.F., Vordingborg Kommune og DBU
- Består i dag af 24 mænd med forskellige kroniske diagnoser såsom kræft, diabetes, gigt og hjertekarsygdomme.
- Aldersgruppen spænder fra ca. 60-80 år.
- Udover Spil Bold Mand tilbyder Vordingborg I.F. et lignende hold for kvinder, ’Fodbold for Hjertet’, samt holdet ’Ombold’, der er målrettet socialt udsatte og psykisk sårbare. Alle holdene drives af frivillige kræfter.
Læs mere om initiativet her: SPIL BOLD MAND