BARNETS BLÅ HUS

Vesthimmerland

En donation på 1,2 millioner kroner fra Lars Larsens JYSK Fond har gjort det muligt for Barnets Blå Hus Vesthimmerland at oprette en babycafé, der støtter særligt sårbare gravide og nybagte forældre. Babycaféen i Barnets Blå Hus Vesthimmerland Aars er åben én gang om ugen. Her mødes forældrene til terapeutisk sparring samt samvær sammen med deres babyer.

Babycaféen startede op med to familier, og adskillige andre er på vej ind i forløbet, så det bliver muligt at hjælpe endnu flere børn helt fra livets begyndelse.

Det vækker glæde i Barnets Blå Hus

"Vi blev virkelig begejstrede, rørte og håbefulde, da vi fik brevet fra Lars Larsens JYSK Fond om, at de har givet tilsagn om at støtte os med så stort beløb. Det er helt fantastisk", siger Ulla Skov, som er formand for Støtteforeningen Barnets Blå Hus Vesthimmerlands Venners.

"Det betyder, at vi nu kan fokusere langt mere på det direkte arbejde med børn og familier, og kan gøre det i de kommende år. Det er en kæmpe lettelse såvel som et stort skulderklap, som vi er stolte af”, siger Ole Smed, som er leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland. 

Også brugerne af Babycaféen er glade for tilbuddet. Det gælder blandt andet 36-årige Lena Marie Bang Ardahl. "Jeg blev mødt af nogle helt fantastiske mennesker, der på ingen måde var dømmende. Det var så dejligt bare at kunne være sig selv og ikke spekulere over, hvad andre tænkte. De fortalte ikke, hvad jeg skulle gøre, men gav mig gode råd og vejledning. Jeg havde ikke lige en mor eller far, jeg kunne ringe til og snakke med, når det havde været en hård nat. I babycaféen kunne vi bare komme, som vi var," fortæller hun.

 

Vi gør en forskel for fællesskabet