Sommerbold på heden

Sommerbold og sammenhold

’Sommerbold på heden’ er Danmarks største udendørs fodboldstævne for børn, unge og voksne med fysiske handicap, psykiske handicap eller generelle indlæringsvanskeligheder. Bag stævnet står Carsten Sjørvad, der, som far til en dreng med en alvorlig hjerneskade, hurtigt blev bevidst om manglen på tilbud til børn, der ikke kan spille på et ’almindeligt’ fodboldhold.

”Jeg ledte længe efter et hold til min meget fodboldinteresserede søn, men udbuddet var stærkt begrænset. Så jeg besluttede selv at starte et fodboldhold for handicappede i 2011, Hammerum IF Specialfodbold. Og da vi i 2015 fik muligheden for at modtage et legat, besluttede vi at stable et fodboldstævne på benene,” fortæller Carsten Sjørvad.

Stævnet, som afvikles efter de samme regler som til Parasport Danmarks stævner, har kun vokset sig større siden da, og hvor man det første år havde et enkelt telt og et præmiepodie bygget af paller, er det i dag et stort stævne med mange telte og masser af underholdning og aktiviteter for deltagerne. Til 2024-stævnet, som Lars Larsens JYSK Fond donerede 60.000 kroner til, deltog 473 spillere fordelt på 50 hold fra 21 danske klubber og to svenske klubber.

En af de mange grunde til, at stævnet er så velbesøgt, skyldes tilgængeligheden; det er nemlig gratis at deltage.

”Mit motto har hele vejen igennem været, at økonomi må ikke være en hindring for at spille fodbold. Så spillerne og klubberne får alt betalt: Det koster ikke noget at deltage, de får gratis frokost, de får en drikkedunk og en t-shirt og de senere år har vi også givet mulighed for gratis overnatning på en nærliggende skole, så dem der kommer langvejs fra kan komme dagen i forvejen, og være friske til stævnet. De overnattende får desuden aftensmad og morgenmad betalt, og vi betaler også broafgifterne for dem, der kommer fra Sjælland og Sverige,” forklarer Carsten Sjørvad.

For de 0 kroner det koster at deltage, får spillerne desuden meget mere end muligheden for at spille fodbold mod andre danske og udenlandske hold.

”Det er vigtigt for os, at de får den fulde stævne-oplevelse, som andre uden handicap får. Så når de ikke er på banen, kan de spille frisbee golf, bordtennis, shuffle board, bordfodbold, fodbolddart, panna fodbold og vi har en meget eftertragtet tombola, hvor der nok er lidt for mange præmier ift. nitter. De sidste par år har vi også haft musikalsk underholdning i pausen og musik til præmieoverrækkelsen,” siger Carsten Sjørvad.

Mange af spillerne skaber relationer på kryds og tværs af holdene, fordi mange hold vender tilbage til stævnet år efter år. Og uanset om man vinder pokaler eller ej, får alle noget med hjem.

”Ud over at det er en festlig dag med fodbold og aktiviteter, får spillerne skabt venskaber på kryds og tværs. Og de får en oplevelse af, at dette var noget skabt helt særligt til dem. Her ser ingen skævt til dem og de bliver anerkendt på lige fod med alle andre. Det er også stort for forældrene at opleve, hvordan deres barn, som måske ikke plejer at være dem, der har succes, kan få det her, og være en del af et sammenhold. Den største kompliment jeg har fået, var for et par år siden, hvor en forælder løb mig op og sagde: ”Du skal bare vide, at for min søn er det her stævne årets højdepunkt - vigtigere end både juleaften og fødselsdag.” Det tror jeg er den største ros, man kan få som stævnearrangør,” siger Carsten Sjørvad.

Om Sommerbold på heden:

  • Etableret i 2015 og er i dag Danmarks største fodboldstævne for børn, unge og voksne med fysiske handicap, psykiske handicap eller generelle indlæringsvanskeligheder med ca. 50 deltagende hold.
  • Stævnet arrangeres af Hammerum IF Specialfodbold hvert år den sidste lørdag i august i Hammerum mellem Herning og Ikast.
  • Ud over Sommerbold på heden afvikler foreningen bag også indendørsstævnet ’Julebold på heden’ den første lørdag i december, hvilket også er gratis for deltagerne.

Læs mere om eventet her: Sommerbold på heden

Vi gør en forskel for fællesskabet