Vinterlege for udviklingshæmmede
Ferie, fællesskab og fest
Foreningen 'Vinterlege for udviklingshæmmede' har igennem mere end 25 år givet udviklingshæmmede fra hele Danmark samt Grønland og Færøerne mulighed for at komme på en ganske særlig sneferie, der har fællesskabet som omdrejningspunkt.
Hvert år i uge 3 og 4 bliver fjeldbyen Beitostølen i Norge indtaget af omkring 150 glade feriegæster. De har det tilfælles, at de er udviklingshæmmede og sammen med deres ledsagere og en gruppe frivillige nyder de sneen og prøver kræfter med en lang række aktiviteter, der både udfordrer og underholder. Der er nemlig alt fra langrend og slalom til kælk og hundeslæde på programmet.
”Med Vinterlege vil vi tilbyde udviklingshæmmede en aktiv vinterferie, hvor de føler sig ligeværdige og får positive oplevelser sammen med andre,” fortæller Karina V. Dannerfjord, som for 10 år siden kom med til Vinterlege som frivillig på grund af et afbud. I dag er hun formand for foreningen og er med til at arrangere og rejse penge til turen. Og det er der stort behov for:
”Siden loven om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie trådte i kraft i 2018, har udviklingshæmmede selv måttet betale for at få en ledsager eller hjælper med på ferie. Mange medlemmer af denne sårbare gruppe har derfor ikke længere råd til at komme på ferie, da de ikke har den fysiske formåen eller det psykiske overskud til at tage på ferie alene. Vinterlege gør det muligt at udfylde denne mangel gennem frivillige kræfter og ved hjælp fra fondsmidler,” forklarer Karina V. Dannerfjord.
Lars Larsens JYSK Fond har i 2024 støttet Vinterlege for udviklingshæmmede med 100.000 kroner, hvilket bl.a. gjorde det muligt at styrke og udvide aktivitetstilbuddene, f.eks. med flere af de populære snesko, ekstra skiinstruktører og som noget nyt også hestekaneture, der er en samlende aktivitet for alle uanset evner. Fondens bidrag sikrede desuden, at Vinterleges faste band, PolarExpressen, kunne spille op til dans hver aften:
”PolarExspressen har været med os gennem 12 år og sørget for god musik til vores fester om aftenen, som både kan være udklædningsfester, afterski-temafester og selvfølgelig vores store ’Scenen er din’-aften, hvor nogle af deltagerne får mulighed for at optræde med bandet; noget de glæder sig til og øver sig på hele året,” fortæller Karina V. Dannerfjord.
Fællesskabet følger med hjem
De nye oplevelser, som deltagerne får på turen, er i høj grad med til at udvikle dem og skabe en større følelse af selvstændighed, som de også tager med sig hjem.
”Noget af det, Vinterlege kan, er at flytte på grænser. Når borgerne kommer ud af de faste rammer, kan de pludselig nogle ting, som de ellers ikke kan derhjemme. De udvikler sig og øger deres selvstændighed på grund af de mange frie valg og fordi de bliver mødt med ligeværd,” fortæller Karina V. Dannerfjord.
Det vigtigste element ved Vinterlege er dog fællesskabet. Det er Karina V. Dannerfjord ikke i tvivl om.
”Deltagerne nævner altid festerne og samværet med de andre som det bedste ved Vinterlege. Der er mange, som har været med flere gange, og hvert år kommer der nogle nye til. Der bliver dannet venskaber på kryds og tværs og også nogle kæresteforhold undervejs,” siger hun.
På den måde er Vinterlege er mere end en årlig begivenhed; for de deltagende skaber det varige minder og relationer og de vender hjem fyldt med ny energi og oplevelser, som bærer dem igennem året. På en fælles Facebookgruppe bliver der løbende delt billeder fra ferien og talt ned til næste tur. Også for Karina V. Dannerfjords vedkommende:
”Når man kommer hjem fra Vinterlege er det med en blandet følelse af tomhed, fordi man har været så meget sammen, og en følelse af at være helt fyldt op af god energi. Og efter hver tur bliver jeg bekræftet i, at verden ikke skal være perfekt og jeg bliver mindet om, at vi skal huske at lege. For det er gennem legen at vi tør udfordre rammerne og kan opleve den ægte glæde ved fællesskabet,” siger hun.
Du kan læse mere om Vinterlege for udviklingshæmmede her: https://vinterlege.dk/