Sølund Musik-Festival
En musikfest for frivillighed og fællesskab
Sølund Musik-Festival er med sine 20.000 gæster årligt verdens største festival for mennesker med udviklingshandicap. I år fejrer festivalen 40-års jubilæum, og der er sket meget siden den første festival blev afviklet, for Sølund Musik-Festival har altid insisteret på et højt ambitionsniveau:
”Det har været kendetegnende for os, at vi altid har sat barren højt. Vi er aldrig gået på kompromis med musikken, med udbuddet af mad og drikkevarer osv. For vi insisterer på, at folk med udviklingshandicap skal have de samme muligheder som vi andre,” siger festivalleder og talsmand for Sølund Musik-Festival, Lasse Mortensen, der har været med siden festivalens opstart i 1985. Han tilføjer:
”Festivalens grundlag er, at vi skal skabe muligheder for at være sammen og have en fest sammen. Vi vil skabe et sted, hvor man føler sig som maksimalt menneske og minimalt handicappet menneske.”
Festivalens vækst og succes kan blandt andre tilskrives de 1.800 frivillige, som hvert år er engageret på festivalen, hvoraf ca. 250 er frivillige med et udviklingshandicap. Lars Larsens JYSK Fond støtter Sølund Musik-Festival med 750.000 kroner over tre år, hvilket skal bidrage til at øge antallet af frivillige med udviklingshandicap.
”Det gør en stor forskel for de frivillige, at opleve, at de er en del af noget større, en del af at fællesskab og at de kan gøre en forskel. Og vi vil gerne arbejde for at blive endnu mere inkluderende,” siger sekretariatsansvarlig Sarah Theibel Mortensen og fortsætter:
”En grundværdi for hele projektet er, at vi er her for at skabe succes. Så når vi skal have frivillige fra vores egen målgruppe, er vi nødt til at bruge energi på at finde det rigtige frivilligjob til dem, fordi de skal gå herfra med selvtillid og følelsen af, at deres indsats var uundværlig. Vi har den grundlæggende indstilling, at vi fokuserer på det, vi kan, og ikke det vi ikke kan. For hvis vi holder fokus på det vi kan, så kan det være, at det vi ikke kan blive nemmere at overkomme.”
At matche de frivillige med de rette opgaver en ressourcekrævende opgave. Derfor går en del af midlerne fra Lars Larsens JYSK Fond til ansættelse af en frivilligkoordinator, som bl.a. skal facilitere samtalerne om, hvad den enkelte både kan og gerne vil, og som kan koordinere med den støttepædagog, som bliver en del af projektet også. Sarah Theibel Mortensen er ikke i tvivl om, at ressourcerne er givet godt ud. Det vidner de mange gode eksempler på succeshistorier om; som for eksempel en af festivalens faste deltagere, som har fået til opgave at holde de frivillige på festivalen hydrerede.
”Han har en golfbil, som han kører rundt i og så har han koldt vand med, som han deler ud til de frivillige på pladsen. Han sørger for at samle de tomme flasker ind og rydde op rundt omkring, og er det en ekstra hård og varm dag, har han sin termokasse med is med. På den måde har vi fået skabt et job til ham, hvor han, uanset hvem han møder på sin vej, kan bringe glæde og være en del af fællesskabet,” fortæller Sarah Theibel Mortensen.
”Og så er der vores ’morgenmads-pakke-hold’, som står for at klargøre morgenmaden til alle de overnattende gæster på festivalen. Det er en god opgave, fordi den er overkommelig. Der skal nogle bestemte ting i pakkerne og der skal det samme i dem alle, de skal lukkes og lægges på køl, så de er klar til at blive delt ud. Vores pakkehold har pakket morgenmad i 20 år og det er en tjans, de kan rumme, og som de glæder sig til at bidrage med hvert år,” fortæller Sarah Theibel Mortensen.
”Bare fordi man er født med et udviklingshandicap, skal man ikke være dårligere stillet end andre. Vi vil gerne sikre, at livet for disse fuldstændigt enestående mennesker bliver mere indholdsrigt, ved at give dem succesoplevelser og en følelse af, at være en uundværlig del af et fællesskab. I sidste ende, så skaber vi jo bare en ramme. Det er dem, der fylder den ud med kærlighed og livsenergi,” siger Sarah Theibel Mortensen afslutningsvist.
Om Sølund Musik-Festival:
- Etableret i 1985 med det formål at skabe fællesskab og glæde gennem musik og aktiviteter for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning.
- Festivalen afholdes ved Sølund i Skanderborg hen over tre dage i juni og gæstes af ca. 20.000 årligt. Det er verdens største festival for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning.
- Foreningen bag festivalen driver flere andre projekter med fokus på samme målgruppe, bl.a. det årlige musikseminar ’Music Unites Europe’, hvor bands fra forskellige europæiske lande og fra Danmark inviteres til workshops og samlinger. Musikerne i de inviterede bands har varige mentale og/eller fysiske handicap. Hvert seminar afsluttes med, at de deltagende bands optræder på en af Sølund Musik-Festivals fem scener.
Læs mere om festivalen her: Sølund Musik-Festival: Sammen om noget større